KATs - BURROUGHS HAS LEFT THE BUILDING 

KATs-6235.jpg

  OMTALE/ANMELDELSER

Foto: Sarah Brik. Fv: Thomas Diepeveen, Vanessa Moliné, Emma Birkø

Pelle Koppel overrækker prisen. Foto: Mikal Schlosser

 

Nydadaisme. Sophie Bredal Zinckernagels instruktørdebut på Sorte Hest er et morsomt og befriende krumspring.

Syret tankespind

Det er ganske enkelt umuligt at referere KATs – Burroughs has left the building, Kompagniet Personas charmerende takeover af scenen på Sorte Hest. Så det vil jeg undlade, men i stedet nøjes med at konstatere, at vi formentlig befinder os oppe i en forfatter­hjerne.

Her springer ideerne frem og tilbage, slås og forsvinder igen til lyden af skrivemaskinens klik. De tre medvirkende (Vanessa Moliné, Thomas Diepeveen og Emma Birkø) spiller et væld af roller, som netop altid er roller, ikke karakterer. Det er helt bevidst.

Vi møder blandt andre en rødhættelignende pige, en gådefuld cowboy, onkel Slatan og Marianne, der er vild med Sarah, en ung kvinde i sort paillet og med iøjnefaldende skuldre. Det hænger slet ikke sammen, fordi det slet ikke skal hænge sammen.

(...) Zinckernagel har til lejligheden hentet tekstbidder hos en række unge forfattere, hvis meget forskellige ord og sætninger, i både tone og genre, giver forestillingen et nådesløst cut up-præg, der nok skal lede tankerne hen på Burroughs, men som også er i familie med de gamle dadaister.

Verden splittes op, for at vi kan samle den på ny. Det overlevende får fornyet liv og andre former. Den lille, levende forestilling, som blot varer fem kvarter, er en debut. Og det kan man sagtens fornemme, men kun på den gode måde.

Der er noget dugfriskt og legende over de ofte virkeligt morsomme tablauer, og så er der helt oplagt noget lineknutzonsk over humoren: fabulerende og fortvivlet tilsat den uforstilte åbenhed, der præger dansk teaters avantgarde i disse år. Her er intet forsøg på at postulere at teatret skal gengive den ydre verden, og da slet ikke en nem og lineær en af slagsen.

Jeg ser allerede frem til Zinckernagels næste krumspring.

 

Asker Hedegaard Boye (Weekendavisen)

https://www.weekendavisen.dk/2020-4/kultur/syret-tankespind

Absurd perle på Sorte Hest

KATs på Teatret ved Sorte Hest er et absolut MUST SEE! Især hvis du elsker genialt absurd teater og fremragende ny dansk dramatik. Vi kan jo ikke blive ved med kun at se de gode, gamle klassikere, vel? Fornyelse må der til. Og når det så er på dette virkelig høje niveau, er det altså en fest! Jeg ELSKER denne forestilling.

Den minder mig ret meget om det vanvittige og vanvittigt morsomme stykke – John Lennon er død – jeg så på Teater V i Valby for ikke så længe siden. Og det er ikke ret mærkeligt, for det er nemlig den samme dramatiker Sophie Zinckernagel, der har været på spil.

Hende skal vi holde øje med!!

 

Tine Ville Helgers ("Vi anbefaler" - Taterspot)  https://teaterspot.dk/teatret-ved-sorte-hest-kats-burroughs-has-left-the-building/

KATs01-.jpg

Foto: Sarah Brik. Fv: Emma Birkø, Thomas Diepeveen

KATs-6320.jpg

Foto: Sarah Brik. Fv: (Skygge) Thomas Diepeveen, Emma Birkø, Vanessa Moliné

Mørket sænker sig over det lille scenerum på Teatret ved Sorte Hest; det eneste, der høres, er lyden af en skrivemaskine: ”Klik, klik, klik”.

Tre stemmer høres fra bag scenetæppet. De taler om, hvilken slags forestilling der er i vente. Er der tale om et langdigt? Krimi? En romance? Skitser til en spillefilm?

Forestillingen KATs med undertitlen Burroughs has left the building foregår i forfatterens bevidsthed ved værkets begyndelse, før historien endnu har taget form. Forfatteren ved endnu ikke, hvilken historie der skal fortælles, det gør de tre stemmer i mørket heller ikke.

Det, der særligt løftede forestillingen var dens brug af humor, der nogle gange var sort og nogle gange meget plat. Brugen af klichéer og de konstante brud med den fjerde væg, var også utroligt underholdende, da der også igennem dette opstod en distance mellem skuespillerne og teaterstykket. Gennem disse virkemidler, gjorde Kompagniet Persona som står bag forestillingen, også grin med den idé mange forfattere har, om at skulle skrive noget originalt, storslået og klichéfrit, da dette er lettere sagt end gjort.

Line Weien Hoffmann (Ungt Teaterblod)

https://ungtteaterblod.dk/anmeldelse-kats-burroughs-has-left-the-building-teatret-ved-sorte-hest-kompagniet-persona/

DANSKE DRAMATIKERES TALENTPRIS 

Pelle Koppel overrækker prisen. Foto: Mikal Schlosser

TAK til Talentudvalget og Danske Dramatikere!

Og TAK til Maren Uthaug for den smukke tegning!

Pelle Koppel overrækker prisen. Foto: Mikal Schlosser

Modtager fredag d.24 maj 2019 Danske Dramatikeres Talentpris, med følgende udtalelse:


"Sophie Bredal Zinckernagel rager op med sin helt egen stemme, i et dansk dramatisk landskab med langt mellem stilisterne. Man genkender Sophie blandt hundrede. 
Med "John Lennon er død" og ikke mindst den stadig uproducerede "Apocalypso", skaber Sophie sin helt egen gravkolde og urkomiske resignations-dramatik. Dette med det forfriskende udsagn om at vores civilisation er undergangsbestemt - hvad end vi vil det eller ej - så lad os for fanden i det mindste nyde musikken imens. 
Hendes særuniverser er så vildtvoksende - og hendes idéniveau så uforudsigeligt -, at man sidder som på nåle, for hvad der venter lige om hjørnet. Der er med andre ord en ung dramatiker til stede, der tør mene noget, og som tør underholde. To, grelt, underrepræsenterede kvaliteter i den øjeblikkelige danske dramatik."


 

JOHN LENNON ER DØD

OMTALE/ANMELDELSER

 

Helvede ligger i Valby

 

Eller for at være helt korrekt: det er Limbo, der ligger i Valby, på Teater-V, når Sophie Zinckernagels John Lennon er død ruller over scenen. Her sidder han nemlig, ”peacenik’en” John Lennon, den gudsbenådede sangskriver, der drømte, at der hverken var en Himmel eller et Helvede, men kun mennesker, der levede i fred med hinanden i nuet. Og hver dag er den 8. december 1980, hvor han vågner op her efter at været blevet gennemhullet af fire kugler. Limbo. Lidt paradoksalt kan publikum kun opleve forestillingen i tre uger. Gør det!

John Lennon er død fungerer efter sin egen indre logik. Hvilket går ud på at stable den ene absurditet oven på den anden. Det er vittigt skrevet – med flittig brug af citater og referencer – og det er godt set at stille hippie-optimismen op over for vor tids materialisme og Dommedagsstemning. Og hvem kan fortænke Lennon i at være noget indebrændt over at være låst mellem Himmel og Helvede, mens hans måske mest berømte sang, bliver massakreret. (...)

I virkeligheden er det en barsk historie, der udspiller sig i Teater V’s Limbo i Valby. Den er hverken for børn, gravide eller svage sjæle i det hele taget. Der bliver ikke taget nogen gidsler, og ingen tabuer er for hellige til at blive brudt. Men det er hysterisk morsomt fra Charlotte Munksgaards første vrik med røven ved stripperstangen til det sidste shot ved baren. (...)

IMG_6282.jpg

Foto: Daniel Buchwald. Charlotte Munksgaard.

Det er velfortjent, at Sophie Zinckernagel allerede modtog prisen som vinder af Dramatisk Debut tidligere i år. Udfoldet af skuespillerne, der giver den hele armen uanset, hvor grotesk og grænseoverskridende de skal optræde, og tilsat kendte melodier, der nu for evigt er spoleret, bliver det en komisk tour-de-force til seks flotte stjerner."

Steen Blendstrup (POV. nternational)

https://pov.international/helvede-ligger-i-valby/

Happy Hour i Lennons Limbo

IMG_6403.jpg

Foto: Daniel Buchwald. Fv: Anna Stokholm, Charlotte Munksgaard, Gerard Bidstrup.

Nonstop kværner det gamle Lennon-hit ”Imagine” i en slæbende, lummer loungeversion, mens Lennon selv sidder og hænger over bardisken, indædt skumlende: ”Turn it off!”.

Ja, for helvede! Men det er ikke sådan at slippe ud af limboland.

Her har han lige siden 1980 siddet i halvmørket i sit hvide jakkesæt med de blodige plamager.

(…)

Helvede er lige præcis, at tingene bare fortsætter, i samme skure. Så det er happy hour, da elevatoren i baggrunden pludselig spytter en ny sending ud: ung selvmorder, blondine og gravid. Der står hun med sine snittede håndflader og skamferede ungpigedrømme om fred på jord. Som om det ku’ rage den nu kynisk galvaniserede beatle, der befinder sig milevidt fra fortidens udtjente sange om at give ”peace a chance”.
 

Som sydesalt i sårene drysser den debuterende dramatiker Sophie Zinckernagel citater fra beatlernes sangskat ud over stykket og dets sortsyrede portræt af, hvor vi står i dag: ”Help, I need somebody”. Slut med 1960’ernes topnaive Lennon-idealisme, der fremstår som et ironisk soundtrack til stykkets soap-serielle scener, hvor den står på død, vold og grove løjer. Det hele får et ekstra skud crazy-komik, når selveste Blachman kommer anstigende, ramt af en skydegal ”X-Factor”-aspirant, men med fuld turbo på snakketøjet.

Er der overhovedet nogen, der har en stump hjerte tilbage i livet? Da selvmordsblondinen vil tage livet af sit ufødte barn, vågner Lennon pludselig op til dåd – især da det viser sig, at han og blondinen midt i tumulterne har byttet krop. Nu er det hans krop, der skal føde barnet. Det havde han ikke lige Imagined! (…)

DET ER BARNET – en lille, hvid bylt – der er indsatsen i spillet. Det får en flaske i panden, bliver kvalt og grillet sort som kul, for så alligevel igen og igen at vågne op med et hyl. Det er livet selv, der insisterer, håb på trods. (…)

Barnet leverer dog – i fuld pigestørrelse – en hjerteskærende sang som forløsende… punktum? Hvorefter det hele fortsætter.

Fortsætter gør Sophie Zinckernagel forhåbentlig også med at skrive. Fuldt ud fortjent, at hun tidligere på året vandt Teater V’s pris Dramatisk Debut for ”John Lennon er død”.

Monna Dithmer (Politiken)

https://politiken.dk/kultur/scene/art6815569/Hvis-man-ikke-g%C3%A5r-hjem-fra-Teater-V-og-hader-Lennons-sang-Imagine-er-der-noget-galt

John Lennon er død – Dramatikerdebut går frimodigt planken ud

IMG_6496.jpg

Foto: Daniel Buchwald. Fv: Anna Stokholm, Charlotte Munksgaard, Gerard Bidstrup.

 "Zinckernagel gør en løfterig debut, der måske ikke rummer de største eksistentielle dybder, men alligevel får fat i livets meningsløshed i sin originale mash-up af virkelighed og popkultur-fænomener. Der er tyngde i letheden, der er noget på hjerte og der er en velkommen frimodighed til at gå planken ud. (...) 

Tillykke til Teater V med dette syretrip, der måske ikke ender på verdenslitteraturlisten, men som snart gysende, snart latterfremkaldende begavet jonglerer popkulturens udtryk for håb og resignation. Her løftes ikke pegefingre, derimod kastes der et længselsfuldt og særdeles syret blik på tiden og verden, der nok kan vække en tanke eller to, når gispet er forstummet. Det er alt nok til 4 fuldfede stjerner og håb om mere fra Zinckernagels hånd."

Anne Liisberg (Iscene)

https://iscene.dk/2018/10/30/john-lennon-er-doed-dramatikerdebut-gaar-frimodigt-planken-ud/

REUMERT TALENTPRIS

Susanne Bier overrækker prisen.  Foto: Ukendt

Susanne Bier overrækker prisen. Foto: ukendt

Modtager søndag d.22 juni 2014 en talentreumert, med følgende udtalelse:
 
Sophie Zinckernagel er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i Odense  i 2013. Med usædvanligt stærkt nærvær viste hun sit store register i ”Bye Bye Yue Yue” på Teater Katapult som dramatikeren Line, udstoppet med hvidt papir og sort skrift.

En af de sjældne gange, skuespiller og forestilling smelter sammen. Imponerende.
 

TAK til Bikubenfonden og Reumert Juryen!

Og TAK til John Kørner for den smukke statuette!

BYE BYE YUE YUE

 Foto: Jens Peter Engedal

  OMTALE/ANMELDELSER

"Vi elsker jo hende den manifesterede Line i skuespilleren Sophie Zinckernagel, som spiller så jordnært og ægte som den desparate dramatiker og luder og frelser, at ingen kunne gøre hende kunsten efter. Smukt! Som fanget af billygter står hun og stirrer på publikum, mens hun siger:

“Jeg ved ikke, hvordan det her skal ende.”

                                              

Morten Hede (mortenhede.dk)

http://mortenhede.dk/anmeldelse-bye-bye-yue-yue-katapult/

 

"Traditionelle psykologiske roller er udskiftet med figurer som med forvrænget stemmeføring og højspændte kroppe repræsenterer ideer og følelsesmæssige tilstande. Sophie Zinckernagel gestalter med karisma og tyngde Line og lægger i et flot nærværende spil krop til en kompleks diskussion om dramatikerens funktion og muligheder."

                                                                                                   

Kirsten Dahl (stiften.dk)

http://stiften.dk/kultur/komplekst-og-overraskelsesfyldt-teater